Fra tanke til handling

Flyttekasser hober sig op omkring mig, og jeg er ved at fordele ting i kategorierne “meget vigtigt - skal med”, “mindre vigtigt - men let adgang”, “ikke vigtigt - kan gemmes væk i et år”. Når jeg kigger mig rundt, slår det mig pludselig, at det var en sporadisk strøtanke i julen 2006, der er årsag til, at jeg netop nu er ved at pakke min verden i brune kasser.

På det tidspunkt var jeg hjemme hos mine forældre i Kolding. Højtiden skulle fejres, og jeg havde et par velfortjente fridage fra min arbejdsplads Nyhedsavisen. Siden august havde jeg ellers næsten arbejdet i døgndrift for stedet, for sammen med mine kolleger var vi hooked på den pionerånd, der opstår, når man er med til at skrive danmarkshistorie. Og i medieverdenen var det sandelig epokeskabende, at Nyhedsavisen blev søsat, så det var fedt at være med til. Men nu kunne jeg altså slappe af et par dage hos mine forældre.

Troede jeg. De begyndte nemlig at skubbe til mig, ikke sådan i voldsom fysisk forstand, men mere på den der irriterende måde, forældre kan gøre: “Skal du ikke også snart til udlandet,” spurgte de, og jeg kiggede vantro på dem. Jeg havde jo et fedt job, det kørte for mig i København, hvad havde de gang i? Min far nævnte et amerikansk universitet ved navn Columbia University, som vist skulle være et interessant sted at læse.

Jeg fik ham til at gentage universitetets navn, nej, jeg havde aldrig hørt om det før, og for at få fred fra dem en stund, smuttede jeg ind foran computeren og søgte sporadisk på det nye ord i mit hoved, der i begyndelsen mest gav mig associationer til kaffeplantager.

Så var jeg solgt. Det lød for fedt. Der ville jeg hen! Og således kastede jeg mig ud i de indledende manøvrer, der med tiden skulle bære mig over Atlanten. Undervejs har jeg ofte tænkt tilbage på min og forældrenes samtale, og jeg har anerkendt, at sommetider kan egens forældre fungere som fantastiske mentorer. De kan se, hvad der er godt for en, flere år før man selv når dertil, og så er der jo ingen grund til at opfinde alt fra bunden, hvis man kan få det rigtige skub på det rigtige tidspunkt. For selvom Columbia fra begyndelsen ikke var en tanke, der opstod i mit eget hoved, så er jeg selv den egentlige motor på projektet - dog med fortsat god sparring fra mine forældre.

På det tidspunkt anede jeg (heldigvis :) ) heller ikke, hvor meget arbejde der ligger i sådan en planlægning. For mig har det taget 1½ år, men jeg mener ikke, at jeg kunne have gjort noget anderledes - og jeg ville ikke have undværet en eneste måned med de næsten daglige udfordringer.